Mest langt ude. Mest dansk.
Personligt indlæg af Melissa Bach Kirkeby Yildirim
23. juli 2020. Aarhus
Fotos er privat fotos venligst udlånt af Melissa. Indlægget er udtryk for skribentens personlige holdning. Redigeret af redaktionen.
Melissa har oplevet racisme og foragt fra begge sider. Hun er både blevet kaldt perker og dansker-svin. I hendes rammende og levende fortælling, beskriver hun, hvordan hun har manøvreret i en opvækst, hvor hun landede imellem to stole. Hun er født og opvokset i Danmark med en dansk mor og en tyrkisk-kurdisk far. Indeni føler hun sig hverken som det ene eller det andet, men udadtil er hun begge dele.
Melissa Bach Kirkeby Yildirim opvækst var splittet imellem to verdener. Hun oplevede sin fars racisme over for danskerne og over for det danske i hende, samtidig med at hun mødte danskernes racisme over for den tyrkiske del af hende.
I vores hjem var min far ugens gæst. Mine forældre blev skilt, da min søster og jeg var små. De kulturelle forskelle var for store. Så jeg er opdraget dansk. Med alt, hvad det indebærer. Der er ikke noget, der mangler. Jeg fejrer jul og drikker øl, selvom jeg ikke kan li’ det. Jeg spiser frikadeller og sætter et plastikflag i urtepotten foran hoveddøren, når jeg har fødselsdag. Jeg har lært, at jeg må sige, hvad jeg vil, men at det er forkert at gøre det, hvis nogen bliver kede af det. Jeg har en mand, som slår græs og fikser ting, der er gået i stykker, og jeg har en mormor og en morfar, som hedder Birgit og Arne. De har en hund. Jeg har en kat. Så der er ikke noget, der mangler. På nær mit udseende.
Jeg er meget mørkhåret og har vældigt brune øjne. Mine ansigtstræk er til den mellemøstlige side, og så har jeg en hel masse hår, både på hovedet og på mine arme. Det blev jeg drillet lidt med som barn. Du ligner en mand. Du ligner en abe. Men ellers var jeg ikke særligt udsat. Egentlig var jeg meget vellidt i min folkeskole. Jeg var også flittig. Både i danskklassen og til fodbold. Det var vigtigt for mig, at min far var stolt af mig. Han kunne nemlig ikke så godt li’ min danskhed. Nogle gange fortalte han, hvordan han var blevet overfuset i sit pizzeria af et eller andet danskersvin. Eller hvordan en eller anden havde råbt perker efter ham på gaden. Racist. I det hele taget var der meget galt med danskerne. Vores kultur. Vores påklædning, især pigernes. Alt det sprut, vi drak. Især pigerne. Alle de kærester vi havde. Især pigerne. Så vi måtte ikke blive for danske.
Det var synd for min far, at vi danskere var nogle svin
Det var synd for min far, at vi danskere var nogle svin, så når han kom på besøg, havde jeg meget travlt med at vise ham alle mine topkarakterer og alle mine nye finter, jeg havde lært til fodbold. Han skulle være glad. Også for mig. Hvilket han også var. I starten. Han var fuld af fis og en skide dygtig fodboldspiller. Han kørte i BMW og ejede sit helt eget pizzeria. Jeg var pavestolt, da han en dag var gæst i hjemmekundskab, hvor han viste alle mine klassekammerater, hvordan man svinger en pizza i luften. Og i et par år var han også fodboldtræner for pigerne i min klasse til det årlige fodbold-cup.
For mig var han en slags gud. Mystisk, fremmed, uopnåelig.
Så det var alt sammen rigtig godt, faktisk. Min første barndom. Det med de to stole havde jeg endnu ikke fattet. Jeg syntes bare, at det var sejt at være halvt det ene og halvt det andet. At min søster og jeg så lidt anderledes ud end de andre, og at de tyrkiske borgere i byen hilste pænt på os, fordi de vidste, at vi også var lidt tyrkere. De håbede nok, at vi ville blive meget tyrkere, når vi blev store.
Men det gjorde vi ikke.
De andre børn gloede
Problemet med at være en far, der kun kommer på besøg en gang i ugen, gud eller ej, er, at det så bliver menneskemoderen, der ligesom sætter dagsordenen for, hvordan børnene skal opdrages. Og min mor opdragede os som bekendt på almindeligt dansk. Min far blev desperat. Han besluttede, at vi skulle starte i tyrkisk skole. Så vi blev sendt til aftenundervisning en gang i ugen for at lære at tale hans sprog. Så sad vi der, min søster og jeg. I et klasselokale med en masse tyrkiske børn. Der hang et tyrkisk flag på væggen, og det tyrkiske alfabet stod skrevet på tavlen. De andre børn gloede. Det var første gang, at jeg følte mig udenfor. Klasselæreren vidste heller ikke, hvad hun skulle mene. Vi kunne ikke et ord tyrkisk, på nær de skældsord, som vi havde hørt i skolen, og som vores far blev vred over, når han hørte os sige.
Min søster stoppede igen ret hurtigt, men jeg hang i i et års tid. Jeg ville kunne snakke med min far. Jeg ville gøre ham glad og stolt. Og jeg lærte da også at tælle til 19. Så gav jeg op. Til stor, stor skuffelse for min far. Og for mig ikke mindst.
Min far tænkte ordet "luder", da han så os
Så var det, at vi skulle konfirmeres. Vi ville gerne have gaver og fine kjoler på. Vi købte kjolerne sammen med vores mor. Og de første stiletter nogensinde. Hun syntes, vi så strålende ud, og jeg elskede mine sko. Min far kom på besøg for at se vores nye outfits. En slags generalprøve. Og som generalprøver har for vane, så kiksede det lidt. Jeg kan tydeligt huske misbilligelsen i min fars øjne, da vi kom strygende ned ad trappen i vores kridhvide kjoler. Vi var symbolet på alt, hvad der var galt med danskerne. Vores tøj var for tætsiddende, så det viste vores former. Makeuppen var for meget og skoene alt for voksne. Jeg er sikker på, at min far tænkte ordet “luder”, da han så os. Et ord han senere brugte, når han blev vred over min påklædning. Men her var han høflig. Han sagde ikke noget. Slog bare øjnene ned og tog et hvæs af sin smøg.
Mest langt ude. Mest dansk.
Og han var også med til festen. Hele den udvidede familie var samlet på Pårup Kro, og jeg sad for bordenden med min far ved min side. Jeg var lykkelig. Min far var ikke lykkelig. Han så sine uskyldige døtre forsvinde for øjnene af sig, og i stedet dukkede der to pære danske teenagere op. Den ene mere langt ude end den anden. Jeg var den ene. Mest langt ude. Mest dansk. Jeg var så langt ude og dansk, at jeg startede på efterskole og blev flipper. Semi-punker, luksushippie. Jeg klippede huller i alle mine bukser og drømte om at få en piercing. Sådan gjorde man på min efterskole. Udadtil blendede jeg perfekt ind i mængden. I deres øjne var jeg rigtig. Jeg lignede i hvert fald en, der var rigtig. Jeg prøvede desperat at dække over det faktum, at jeg ikke anede en kæft om The Doors, ikke kunne spille guitar, og at min mor var en helt almindelig bogholder og skide kedelig. At det, hun drømte om, var et parcelhus og en årlig sommerferie i udlandet.
Men jeg var blevet god til at spille en rolle. At udadtil være det, som nogen gerne ville have, at jeg var. Så jeg blev ved med at være efterskole-rigtig. Mit tøj blev vildere. Jeg fik dreadlocks og tog på festival. Jeg fik en kæreste og røg smøger. Og jeg fik min piercing. En kæmpe stor, fed ring midt i hovedet. Det var blæret. Jeg hørte til.
Håret blev sat i en knold
Engang i mellem tog min søster og jeg toget til Kolding for at holde weekend hos vores far. Ved Taulov station var det tid til at gå ud på toilettet. Jeg tog bukserne af og smed dem allernederst i tasken og tog et par nye på. Pæne. Lærred. Minus huller. Minus sikkerhedsnåle. Jeg hadede dem. Håret blev sat i en knold, så mine dreadlocks ikke var så tydelige, og piercingen blev pillet ud. Jeg vidste, at jeg næste dag ville have et værre bøvl med at tvinge den igennem det halvt sammenvoksede hul igen.
På Kolding banegård røg vi en sidste smøg og åd en masse tyggegummi, så vores far ikke kunne lugte noget. Og så bad jeg ellers en stille bøn til, at der ikke var spor af mit andet jeg, som jeg havde glemt at fjerne.
Se på din storesøster. Du skal være ligesom hende.
Og sådan gik det egentlig godt i nogle år. Jævnlige visitter i Kolding. Det blev nemt at skjule sig. Det handlede bare om at gemme tøjet godt nok. At sørge for aldrig at kigge op, når jeg ikke havde fjernet min piercing, men kun erstattet den med en, som var mindre synlig. Huske ikke at omtale bestemte steder, jeg havde været og bestemte ting, som jeg havde lavet. At nævne Roskilde Festival og den jordfed, der sendte mig i gulvet og sidenhen til opvågning hos samaritterne, ville ikke lande i god jord hjemme i ghettoen hos min far og hans tyrkiske familie. I stedet opførte jeg mig forbilledligt og blev ved med at ævle om alt det gode, jeg havde præsteret siden sidst. Et 10-tal. En dobbelt flikflak. En målscoring uden sammenligning. Og damerne på gulvet i lange nederdele og tørklæder på hovedet smiler, selvom de ikke forstår særlig meget af, hvad jeg siger. Og mændene i sofaen med store mørke overskæg har travlt med at diskutere et eller andet på tyrkisk, imens de fumler med deres bedekranse og suger af deres cigaretter. Min halv-lillesøster skaber sig, og min far siger, at hun skal holde op. Se på din storesøster. Du skal være ligesom hende.
På væggen over sofaen hænger der et billede af min søster og mig, da vi var 4 år gamle. Vi smiler og har mormors hjemmesyede matros-tøj på. Jeg mangler begge mine fortænder og ser skide sød ud. Glad. Artig.
I bussen med min fars kone råber chaufføren et eller andet grimt til os, fordi vi er kommet til at gå ind ad den forkerte dør. Han tror, vi vil snyde med billetterne. Typisk sådan nogen som jer, siger han. Racist, siger min fars kone. Jeg skammer mig, men jeg er ikke sikker på over hvad.I toget på vej hjem er der en, der kalder mig perker.
Mindst tyrkisk. Mindst pæn og stille. Mindst en rigtig datter.
Min far har spioner i vores by. Venner og fætre, som kan videreformidle, hvad hans to døtre udenfor rækkevidde går og laver.
Vi ved det godt. Han har selv sagt det. Advaret os. Men jeg kan ikke finde ud af at lade være med at være mig. Jeg bliver sløset. Glemmer at gå over på den anden side af gaden. Glemmer at tygge nok tyggegummi. Glemmer at gemme bukserne godt nok i tasken.
Min far kommer ind på soveværelset. Vi er lige kommet hjem til ham for at tilbringe weekenden der. Han er vred. Meget vred. Han har mine bukser i hånden. Eller også har jeg dem på, jeg kan ikke huske det. Han råber alt muligt. Hans øjne lyner.
Så, tænker jeg. Nu sker det. Det, jeg har ventet på. Endelig skal jeg ikke længere være bange for det. Nu slår han mig. Og min far kan se det i mine øjne. Så gør det dog, mand. Og rædslen. Han slår mig ikke. Det skuffer mig. I stedet tager han hårdt fat i mit hår og rusker mig. Tvinger mig ned i gulvet og kalder mig ting. Han råber højt, og jeg er musestille. Min søster sidder på sengen og ser bange ud. Hun har også ventet på det. Vi har altid vidst, at det ville være mig, han ville slå, for det er mig, der er mest langt ude. Mest dansk. Mest provokerende. Mest dominerende. Mest højtråbende. Mest dygtig. Mest datter. Mindst udholdelig. Mindst medgørlig. Mindst tyrkisk. Mindst pæn og stille. Mindst en rigtig datter.
Han slipper mig og stormer ud af værelset, imens han kommanderer til sin kone, at hun skal pakke vores ting, for han vil ikke have os i sit hjem.
Hun kommer forsigtigt ind. Et mildt væsen. Hun trøster mig og aer min pande. Han ved ikke, hvad han gør, Melissa. Han kan blive så vred.
Men han elsker dig.
Vi tilgiver alt
Turen hjem i BMW’en er lang og stille. Min fars smøger ligger lige der, og jeg er frygteligt rygetrængende. De bedste smøger er altid dem, som kommer efter gråd.
Til min rædsel vil min far med ind i huset, og min mor er ikke hjemme. Jeg tør ikke være alene med ham. Så jeg styrter op på badeværelset og låser døren. Han hamrer løs på den. Råber, at jeg skal komme ud. Kan høre, han går ned igen og begynder at råbe af min søster. Hendes stemme lyder så lille og tapper. Jeg er ikke tapper. Jeg åbner vinduet og stikker af. Om til min veninde, hvor jeg drikker en bajer. Sådan gjorde man hos hende, når der var noget på færde, så sådan skulle jeg også gøre. Jeg drak øllen og spillede cool. Men indeni rystede jeg. Jeg ville hjem til min mor.
Der går lang tid, inden jeg ser min far igen. Et halvt års tid eller sådan. Han havde brug for en pause. Det er mig, der kontakter ham. Jeg savner ham. Jeg tager til Kolding og tager bussen hen til hans pizzeria. Han græder, da han ser mig. Krammer mig og siger undskyld. Jeg siger også undskyld. Undskyld far, fordi jeg er så langt ude. Vi tilgiver alt.
Vi er ikke længere hans børn
Nogen tid efter rejser min far til Tyrkiet, og han tager min søster med. Jeg har lige været på min egen rejse med en ven, og min far synes også, at min søster skal have lov at komme på udlandstur. Det venlige menneske.
Dernede forelsker min søster sig i en tyrkisk tjener. De kan ikke holde sig fra hinanden, og min far finder dem i hinandens arme nede på lokummet i restauranten. Han går amok. Min søster får tæsk. Drengen får tæsk. Hun ringer til mig ud på aftenen. Er stukket af og tør ikke gå tilbage til hotellet. Jeg går amok. Er magtesløs. Hun i Tyrkiet, mig i Danmark, og jeg kan ikke hjælpe hende. Så jeg ringer til min far. Det ender med at koste mig 300 kr. i data og en far. Jeg har ikke set ham siden. Vi er ikke længere hans børn, siger han.
På en måde er jeg lettet. Glad for at være sluppet af med besværet. Jeg skal ikke længere skjule noget for nogen. Jeg skal ikke længere være bange for at blive opdaget. Men jeg er altid bange for at blive opdaget. Jeg er nødt til at være mere det modsatte af, hvad min far ville have, jeg skulle være. Det går ikke, at folk forveksler mig med en tyrker. Jeg er ikke tyrker, jeg er dansk. Ikke perker, men et dansker-svin. Så jeg fortsætter med at dyrke mit flipper-look. Nu er der folk, der råber efter mig på gaden. Skide hippie. Så tag dog noget ordentligt tøj på. Røde svin. White pride. Den sidste ved jeg ikke, hvad er rettet mod; mit mellemøstlige udseende eller at jeg ligner én, der stemmer Enhedslisten. Begge dele måske. Dobbelt nederen.
Jeg tørrer spyttet af mit ansigt
Der kommer en kunde ind på den café, hvor jeg arbejder. Hun vil have en hyldeblomst og en latte. Det laver jeg. Hun fortryder sit køb og vil gå. Hun skal nå noget. Den går ikke, du. Hvad med betaling? Hun spytter mig i hovedet og kalder mig skide perker. Skrid hjem, hvor du kommer fra. Lær at tale dansk, din abe. Jeg kan for helvede ikke tale andet end dansk. Jeg er født her! Min mor er dansk! Hvad har det med noget at gøre? Datterens krykker rammer mit ben. Det gør lidt ondt. Du skal ikke råbe af min mor! Og sådan forsvinder de ned ad gaden, råbende og fulde af foragt for mig. Folk kigger på mig. Der er stille. Jeg tørrer spyttet af mit ansigt. Det sidder i mit øje, og det føles, som om jeg ikke kan få det helt ud.
Min chef kører mig direkte på politistationen for at anmelde hende. Han var en god mand.
Jeg flytter til Århus, og racismen flytter med sammen med skældsordene. Der er stadig folk, som nogle gange råber et eller andet fra en forbipasserende bil. Enten noget à la perker eller hippiesvin. Jeg hører ikke rigtigt efter. Jeg har opgivet at finde ud af, hvilket der er værst. Jeg har egentlig også opgivet at finde ud af, hvad eller hvem jeg er. Dansk, halvt dansk, hippie, flipper, for meget, for lidt. Jeg ved bare, at jeg ikke er helt rigtig.
Og det gør mig ked af det. Sådan dybt indeni. Og en dag kan jeg ikke finde ud af andet end at være ked af det. Min far vil ikke have mig. Jeg vil egentlig heller ikke have ham. Folk tror, jeg stemmer Enhedslisten og lytter til reggae, men jeg går ikke op i politik, og musik er mest noget i radioen.
Jeg er ked af det, fordi der er mennesker, der har været onde overfor min far. Og ked af det, fordi min far har været ond overfor mig. Men mest af alt er jeg nok ked af det, fordi det virker, som om der ikke er nogen stol til mig. Som om jeg ikke passer ind. Jeg kan ikke længere holde til alle kommentarerne, hverken dem, der omhandler mit mørke udseende, eller dem, der omhandler min påklædning.
Jeg bruger lang tid på at blive glad igen.
Til tider skammer jeg mig over, hvor racistisk jeg lyder
Mennesker har altid gerne villet kategorisere mig alene ud fra mit udseende. Og det er desværre en last, jeg selv har taget med mig. Dagligt tager jeg mig selv i at indeksere folk i mængden. Hun er asiat, så hun må være sådan og sådan. Han kører Mercedes, så han må være sådan og sådan. Hun bor der, så hun er helt sikkert typen.
Mennesker af mellemøstlig afstamning bosiddende i Danmark, de får også en hård medfart oppe i mit hoved. Til tider skammer jeg mig over, hvor racistisk jeg lyder. Det er nemt at regne ud, hvor det sprog kommer fra: Alt det, der er sagt om min far, til min far, om mig og til mig. Om vores farve og oprindelse. Men også alt det, min far har sagt om danskere, det han har sagt om mig og til mig. Og alt det, danskere har sagt til mig, som ikke handlede om farve og oprindelse, men om valg af påklædning.
Det sprog er svært at aflære.
Jeg har oplevet racisme og foragt fra begge sider
Jeg tror ikke, jeg ser min far igen. Jeg ved, at han er flyttet tilbage til Tyrkiet, hvor han forhåbentlig føler, han hører bedre til.
Jeg er født og opvokset her. I Danmark. Med en dansk mor og en tyrkisk-kurdisk far. Jeg har oplevet racisme og foragt fra begge sider. Jeg stod altid i midten. Så jeg lærte også at have foragt for begge sider af mig selv.
Dét er konsekvensen af den retorik og de fordomme, som hersker herhjemme.
En indre kamp mellem to kamphaner om retten til blot at være til. Der er ikke nogen vindere i den kamp.
Om jeg er en tabt sag? Udenfor rækkevidde og vundet over på selv samme side, som til tider har gjort mit liv meget svært? Nej, ikke helt. Som sagt blev jeg opdraget af min danske menneskemor, og hun sætter empati og medmenneskelighed højt. Men det er svært. Jeg er tit vred. I sær på folk fra Mellemøsten. Jeg føler, at de kigger. Jeg er også tit vred på danskere. Jeg føler, at de dømmer.
Det kunne ikke være mere ligegyldigt, hvor blandet hendes blod er
Men nu har jeg en lille datter. Hun er kvart tyrkisk. Og to tredjedele dansk og sikke noget pis at fyre af, for det kunne ikke være mere ligegyldigt, hvor blandet hendes blod er. Det, der er gyldigt, er, at jeg ikke begår samme fejl som mine forældres generation og de mange generationer før dem. Nemlig den at putte folk i en grim kasse baseret på farve og oprindelsesland. Der kommer unægteligt flere og flere børn til verden af blandet afstamning, og det er ikke nemt at mangle en stol at sidde på. Det er hårdt, og det er ensomt.
Om man er halvt det ene eller helt det andet, risikerer man at opfostre sine børn til at tale lige så grimt til dem selv eller til andre, som vi gør i Danmark i dag. Og så vil det aldrig ende. Det er jeg meget bevidst om. Det sprog, som blev talt til mig og til min far, det må ikke få lov at blive mit sprog.
Kærlig hilsen
Melissa
Hør Melissa læse dele af sin fortælling op 👇🏼