Hvad vil du med den sorte abekat?
Personligt indlæg af Stine Hansen Jammeh
29. juni 2020. Aarhus
Indlægget er udtryk for skribentens personlige holdning. Redigeret af redaktionen.
Alle medier har været fyldt med uhyggelige billeder fra USA. Endnu en afroamerikaner er død under en anholdelse og endnu en gang demonstreres der i gaderne for de sortes rettigheder. Jeg er frygtelig ked af, at jeg fik set videoen hvor George Floyd kæmper for sit liv, fuldstændig forrevet og blodig i ansigtet, mens han råber: I can´t breathe.
Stine Hansen Jammeh mener selv, at hun var naiv. Hun forelskede sig i en farvet mand, og havde aldrig overvejet, om det kunne være et problem at få et barn med ham. Privatfoto: Venligst udlånt af Stine Hansen Jammeh.
USA ligger langt væk, og det er nemt at distancere sig fra noget, man ser i tv. Nogle bliver måske endda en smule immune af at se al den forfærdelighed og ødelæggelse.
Jeg må erkende, at jeg mange gange har tænkt: Hvor er det godt den slags ikke sker i min del af verden. Og det er korrekt. På mange måder lever jeg i et smørhul med et godt socialt sikkerhedsnet, jeg kommer gratis på hospitalet, og mine børn har haft fri adgang til skole og uddannelse. Bare det, at jeg har rent vand i vandhanen, gør mig heldig i forhold til mange andre mennesker i verden. Og så er jeg ovenikøbet hvid.
Hvorfor er det vigtigt at omtale min hudfarve? For i Danmark er hudfarve ikke et problem, synes de fleste at mene. Selv politikere diskuterer, om vi har racisme i Danmark. Hvis man spørger mig, så vil jeg påstå, at vi har racisme i Danmark - og at den trives i bedste velgående. Man kan selvfølgelig undre sig over, hvad jeg som hvid kvinde kender til det, og hvorfor billederne fra USA får mig til at skrive dette, men det er ganske enkelt; Jeg er mor til en brun dansker.
Hvad vil du med den sorte abekat?
Jeg må blankt erkende, at jeg var temmelig naiv, da jeg forelskede mig i min søns far. Jeg havde aldrig overvejet, om det kunne være et problem, at være gift med en farvet mand og da slet ikke at få et barn med ham. Jeg ved selvfølgelig godt, at der findes dumme mennesker overalt, men at det var så massivt, ville jeg aldrig have troet på, hvis nogen havde fortalt om det, før jeg selv stod i det.
Et eksempel: En dag min mand og jeg gik på Blegdamsvej, kommer der en ældre herre smilende gående imod os. Han fortsætter med at smile, og han stopper op foran mig og siger: Hvad vil du med den sorte abekat?
Jeg tænker: Herregud, han er fra en anden tid, der er sikkert meget, han ikke forstår. Jeg smiler tilbage og vil fortsætte, da han spytter på fortovet foran min mand og siger: Fy for satan.
Det var min første oplevelse af racisme.
Jamen, det her er jo Danmark
Senere skulle vi meget igennem med Københavns politi, som var af den opfattelse, at jeg havde indgået et proformaægteskab. Flere gange var betjentene racistiske overfor min mand. Til mig var der en betjent, der sagde: Du skal bare ringe, hvis du vil af med ham, vi kan hurtigt få ham sendt hjem, hvor han hører til. Samtidig fortalte den anden betjent min mand, at han bare skulle begå een fejl, så hentede de ham. Jeg var rystet over disse oplevelser, og når jeg fortale om dem til venner og kollegaer, var deres reaktion ofte: Jamen, det her er jo Danmark, her foregår ikke den slags.
Som et voksent menneske var det nemt at fortælle mig selv, at det handlede om stakkels mennesker. Jeg tænkte dengang, at det måtte være folk, der manglende uddannelse og dannelse, og som ikke vidste bedre. At det var folk, som ikke havde rejst ud i verden eller havde oplevet andre kulturer på tæt hold. Men som tiden er gået har jeg måttet erkende, at det ikke er helt dækkende, for jeg har også mødt veluddannede og velberejste mennesker, som har racistiske holdninger, og som gerne ytrer dem.
Hvor længe har du så haft ham?
Da min søn var lille, og indtil han var ca. 5 år, var de fleste ved at falde i svime over hans lækre krøllede hår og hans smukke brune hudfarve. Næsten dagligt oplevede vi vildt fremmede, der syntes, det var ok at bore deres fingre ned i hans krøller. De fleste trak ikke hånden til sig, når han pegede på dem og sagde: Nej! Og jeg meget pædagogisk spurgte dem: Ville du synes om, at mennesker du ikke kender, roder deres hænder rundt i dit hår?
Noget jeg undrede mig meget over i hans første år var, at alle automatisk tog for givet, at han var adopteret. “Hvor længe har du så haft ham?” Når jeg smilende svarede, at han sandelig var hjemmelavet, oplevede jeg ofte, at folk derefter ikke ønskede at tale med mig. Jeg antog, at det måske var pinligt for dem, indtil en mand en dag udbrød: Føj, har du så knaldet med en af dem?! Da slog det mig, at det var det, det handlede om. At et adopteret barn var mere velset og accepteret end mit.
I øvrigt, som en sidebemærkning, da jeg blev skilt og begyndte på det aktive singleliv, var det næsten umuligt at komme på date med en dansk mand. Når jeg fortalte, at jeg havde været gift med en afrikaner og havde et barn fra det ægteskab, var reaktionen næsten hver gang: Nå, så du kan godt lide sorte mænd? Du foretrækker måske de sorte? Er din søn så sådan en, der stjæler vores damer?
Danskere først du
Da min søn blev ca. 5 år forandredes holdningen til ham. Der var stort set ingen, der kommenterede hans lækre krøller og smukke hud mere. Han var ikke længere kær i folks øjne. Når vi sad sammen i bussen, var der ikke mange, der tænkte, at vi selvfølgelig var mor og søn. Et utal af gange har jeg rystet set voksne mennesker række tunge af min søn, stikke til ham med en paraply, tage fat i hans arm for at rykke ham op af sædet med ordene: danskere først du. Det samme er sket fra en bænk i et busstopsted, hvor en kvinde vredt sagde: Gå hjem til din negermor!
Jeg har altid (næsten altid) forholdt mig meget voksent, for min søns skyld, når jeg har gjort opmærksom på, at dette er mit barn, og han har samme ret til at sidde her, som du har, og vil du lige opføre dig ordentligt. Og jeg har grinende sagt: Hold op en flot tunge du har, men er du ikke for gammel til det der?
Livet var nemt da min søn var så lille, at han altid var sammen med mig. Han gik på en privatskole 7 km fra vores hjem, derfor fulgte jeg ham frem og tilbage indtil 3. klasse. Det var mest fordi, det var svært at sende ham ud i verden helt alene. Men han skulle jo kunne klare det selv. Altså både at kunne skifte bus de rigtige steder og håndtere dumme mennesker. Først efter flere års samtaler om, hvordan man bedst reagerer i forskellige situationer, og hvornår det er bedst at stå af bussen og vente på den næste, kørte min søn alene i skole. Det har været utrolig svært at skulle forklare ham, hvorfor der findes mennesker, der ikke kan lide ham, bare fordi hans hud er brun. Det giver jo heller ingen mening.
Stine oplevede, at Københavns Politi mistænkte parret for at have indgået
et proformaægteskab. Privatfoto: Venligst udlånt af Stine Hansen Jammeh.
Mor, er jeg farlig?
Den værste episode, var den dag han kom hjem og spurgte: Mor, er jeg farlig?
Jeg trak ham ind til mig og sagde, at han var verdens dejligste barn, at jeg elskede ham højt, at alle kan se hvilket dejligt menneske, han er, og hvis der var nogen, der syntes noget andet, var de simpelthen for dumme.
Han var lige fyldt 11 år. Det var november måned, og hans klasse havde været ude for at sælge julehjerter for Børnenes Kontor. Han oplevede, at dem han henvendte sig til hurtigt gik deres vej, de sagde, at han skulle gå væk eller trak deres tasker til sig. Den aften græd jeg mig i søvn. Aldrig har jeg haft en så stor smerte i mit hjerte. Min søde, dejlige, kærlige søn: jeg havde ikke været der til at beskytte ham. Jeg havde ikke været der til at forklare, at deres frygt var helt ubegrundet og hvad den gjorde ved mit barn.
Senere, da han blev stor teenager, var det svært at slippe ham ud i nattelivet. Jeg ved, at han er en høflig ung mand, som ikke skaber konflikter, men - jeg ved også, hvor meget racisme, der er i nattelivet og ikke mindst, at der på det tidspunkt var flere unge mænd med dansk/afrikanske rødder, som var blevet stukket ned og flere døde af det. Det var godt nok svært at sige: “Rigtig god fornøjelse” – uden at tilføje et: “Pas godt på dig selv”.
Stines søn har altid sin fars kultur at kende, og han kender sine rødder.
Privatfoto: Venligst udlånt af Stine Hansen Jammeh.
Hva’ fanden griner du af, Mohammed?!
Jeg har tre børn, to døtre fra mit første ægteskab og min søn fra mit sidste. Jeg er så heldig at have børn i Benetton farver, to hvide og en brun. Havde jeg vidst, hvor mange tårer jeg skulle græde over ubetænksomme eller racistiske mennesker, er det ikke sikkert jeg havde valgt at sætte et farvet barn i verden. Han har været udsat for fuldstændig urimelige og sårende ting, som hans søstre aldrig har oplevet. Og han skal altid tænke over hvad, eller om han skal svare på dumme kommentarer. Det er simpelthen ikke fair.
Lad mig fortælle om en bustur min søn var på, for ikke så længe siden. Bus 2A på Brønshøj Torv/Frederikssundsvej, tre ca. 17-årige fyre kommer ind i bussen, de står i midtergangen og er meget højrøstede. De skubber flere gange til en jævnaldrende dreng, som skynder sig af bussen ved næste stop. Gruppen søger ned bagerst i bussen, hvor der bla. sidder 5 personer fra forskellige kulturer, den ene er min søn. Den mest højrøstede i gruppen siger meget højt: Føj for satan, hvor her lugter! Min søn har lige tænkt, at nu kommer der med garanti noget om brun hud, eller om noget der lugter, så han bryder ud i en høj hjertelig latter. Hva’ fanden griner du af, Mohammed?! Min søn kigger på fyren og siger højt: Du, jeg hedder Christian, har du egentlig tænkt over, hvor taberagtigt du opfører dig?!
Intet svar, gruppen forlader bussen ud af bagdøren få minutter efter, ingen af dem kigger op, da bussen kører videre.
Jeg kan godt hilse og sige, at jeg er stolt af min dygtige søn.
Har du en opholdstilladelse?
Heldigvis har min søn lært sin fars kultur at kende. Heldigvis har han besøgt sin familie i Afrika. Han kender sine rødder, selvom han dér er en tubab (en hvid). Og heldigvis hviler han godt i sin hudfarve. For hans hudfarve ER desværre vigtig. Selvom det kun burde være hans personlighed, og adfærd han vurderes på - og ikke hans hudfarve. Vi kan desværre ikke komme udenom, at min søn daglig vurderes ud fra sin hudfarve. Den er det første folk lægger mærke til. Når han fx stiger ind i bussen, tænker folk ikke som det første: nå, der kommer en dansker. Der er simpelthen folk, der ikke bryder sig om ham bare pga. hans hudfarve. Og i den modsatte ende af skalaen, er der piger og voksne kvinder, der er vilde med ham, netop pga. hans hudfarve. Ikke pga. det menneske han er.
Min søn har ofte oplevet stor interesse for hans herkomst: Hvor kommer du fra? Jamen oprindelig fra? Hvor taler du dog godt dansk. Hvor længe har du været her? Han oplever ofte, at hans venner tiltales på dansk, han på engelsk. Og selvom han svarer på dansk fortsætter samtalen på engelsk. Han har også hørt: Rejs hjem til hvor du kommer fra. Forsvind hjem til hvor du hører til. Negerunge. Terroristyngel. Har du en opholdstilladelse?
Sig dog noget
Jeg opfordrer mine medmennesker til at påtale dårlig opførsel. Se bare hvor langt man kan komme med en Metoo kampagne. Sig dog noget, når I oplever børn og voksne bliver talt grimt til, især for noget de ikke har mulighed for at ændre på. Er det ikke på tide, at vi gør noget ved det? Er det ikke på tide, at når vi hører n-ordet sagt til en person med brun hud, at vi reagerer med et hov hov hov, skal vi lige opføre os civiliseret? Hvis du tier stiller eller kigger den anden vej, er du lige så dum, som den der er racistisk. Vi kan alle gøre noget, hvis vi vil.
Til sidst er det vigtigt for mig at påtale holdningen: “Alle mulatter er så smukke, jeg vil også have en mulat”. Er det ikke omvendt racisme at få et barn pga. dets hudfarve? Spørg i stedet jer selv, om I magter opgaven at have et barn af to kulturer. Overvej om I kan give barnet en hel identitet, hvor begge kulturer er repræsenteret og spørg jer selv, om I kan håndtere at være forældre til et barn, der bliver udsat for racisme.
I øvrigt bryder jeg mig ikke om ordet mulat. Det er spansk og henviser til et muldyr. Et dyr blandet af to racer.
Hvis vi skal arbejde os henimod en verden hvor værdighed og indbyrdes respekt skal have høj værdi, så tænk i stedet, at der findes en race; et menneske.
Nu er min søn 25 år, og jeg er stolt af det menneske, han er blevet til. Han er veltalende på flere sprog, han har et fornuftigt og rummeligt samfunds- og menneskesyn og når han er færdig med sin uddannelse, bliver han en endnu mere værdifuld samfundsborger. Hvis hans hudfarve altså ikke står i vejen.
Løvemor har talt.
