George Floyd: Lærte du noget eller tvang du dig selv til at glemme?

Betjenten var benzinen og spejlet

Men i dag er ikke en dag, hvor vi skal svælge os i retssagens detaljer, selvom de fleste elsker true crime. Og denne er endda historisk og udspiller sig for en nøje udvalgt upartisk jury og en hidtil uset mængde politibeskyttelse, demonstranter og pressefolk.

 

Nej, i dag skal vi se ind ad. Finde tilbage til den følelse, som opstod i mange, da de så videoen med Floyd. Katalysatoren til, at anti-racisme demonstrationer spredte sig fra Osaka til Odense. Derek Chauvin har udspillet sin rolle i kampen mod racismen. Han var benzinen. Og spejlet. Jeg fik holdt et spejl op for mig, min barndom. Jeg har trukket så ofte på skuldrene, når jeg blev spyttet efter eller slået på, at jeg næsten ikke kan få dem op til ørerne mere. Efter Floyd blev de nede. Og før jeg fik set mig om, gik jeg på gaden med tusinder af andre og sang; I can't breath. 

 

Vi grinede alle sammen

Det spørgsmål vi skal stille os i dag er ikke, hvorvidt Derek Chauvin er skyldig eller ej, men hvorvidt George Floyd døde forgæves. Lærte du noget? Eller kom du bare videre?

Videre ned til købmanden på hjørnet efter den is med solbærsyltetøj indeni, inden den skifter navn. Videre over på det modsatte fortov, fordi tre fyre med mørk hud går på det samme fortov som dig. Videre i køen hvor kvinden med tørklædet bag dig bliver overfuset med ‘rejs hjem’ af en anden, fordi hun overså, hvor køen startede, men du så ned. Eller de gange hvor vi alle grinede videre, sammen, selv dem med mørk hud, af de små-racistiske jokes. 

 

Men vi talte alle om dette i sommer. Og i sensommeren. Indtil den tiltrængte sexcisme-debat tog over men aldrig overhånd. Den viste, at chikane, diskrimination, og krænkelser har konsekvenser. Vi indser det bare ofte for sent i vores sprogkonservatisme og modvilje til forandring. Det var i 1992, at Shu Bi Dua sang Sexchikane sangen, #metoo-bevægelsen spredte sig globalt i 2017, og først i dag ser vi for alvor en forandring på direktionsgangene. 

 

Det var i december 1995, at Dansk Sprognævn dømte ‘n-ordet’ ude for første gang. Og i dag - 25 år efter - er der stadig danskere, som hårdnakket mener, at ordet ikke er stødende, og at racisme desuden ikke findes i Danmark. Det svarer til ikke at tro på knoglebrud, fordi man aldrig har brækket armen, som een mand så fornuftigt skrev på de sociale medier.

 

Never let a good crisis go to waste

Og det er ubehageligt at få kastet lys over nogle af de mindre flatterende sider af vores fælles kultur. Fordi den værner vi om. Også når den er forkert. Men vi skal forandre os. Også her. Vi skal lære af fortidens fejl. Fordi der er i kulturen den strukturelle racisme gemmer sig.

 

Churchill sagde efter Anden Verdenskrig; “Never let a good crisis go to waste”. 

Dette indlæg er ikke ment som en opsang. Slet ikke. Det er ikke, fordi jeg vil give dig dårlig samvittighed, fordi hverdagen vender tilbage. Slet ikke. Fordi det gør den. Mit budskab er lige så meget møntet på mig selv, som den er på dig. Den er mønte på os. Vores land. Dejlige vidunderlige Danmark. Lad os sammen gøre hende endnu smukkere og lære, hvornår vi fejler i menneskelighed. Og at vi kan bruge Floyds død til at lære af.

 

Man behøver ikke være enig for at lytte

Jeg har et godt bud på en løsning. Vi lytter. Også til minoriteten. Og giver vores sprog nogle få benspænd. En lille pause i vores talestrøm, hvor vi lige vejer vores ord. Det gælder også mig. Og dig. Det handler om omtanke. Man tænker sig om, inden man taler. Bare kortvarigt. Et sekund. Måske to. Det er svært for os. Og virker som et indgreb. Akavet. Men det er blot følelsen af (ytrings)frihed under ansvar. 

 

Så næste gang du ser vores sønner på gaden, så bliv i samme side. Hjælp kvinden som føler sig udskammet af det fællesskab, som burde beskytte hende. Og ja, alt det kan virke som en stor mundfuld. Hvordan spiser man en elefant? Lyt. Man behøver ikke være enig for at lytte. Ved at lytte lærer man.

 

Men lov mig en ting; når du i den kommende tid ser medierne flyde over med detaljer fra en af vor tids største retssager, og anklager og forsvarers spørgsmål clasher i luften, så stil dig selv det ene spørgsmål: Lærte jeg noget? Eller tvang jeg mig selv til at glemme?